Fadderprogram i Bolivia

Børn, der aldrig er blevet hørt, får stemme og tryghed på det pædagogiske center Las Lomas i Bolivia. Børnene på Las Lomas støtter du sammen med andre faddere som en gruppe i et projektfadderskab.

Fire kilometer over havets overflade bor meget fattige børn med deres familier i slumkvarterer - ofte mange mennesker blot i et enkelt rum. Familierne er tit tilflyttere fra andre dele af landet. Her var der ikke arbejde, de talte et andet sprog, og forældrene gik ikke selv i skole.

Du kan hjælpe

Heroppe i højlandet ligger børne- og ungdomscentret Las Lomas, som du kan støtte med et projektfadderskab for 150 kr. pr. måned.

Hvem går hjælpen til?

Hvis du vælger at støtte Las Lomas, hjælper du en række udsatte børn fra meget fattige bolivianske familier til en plads på et unikt børne- og ungdomscenter. Staten betaler for børnenes skolegang, men når det ringer ud efter sidste time, er børnene overladt til sig selv.

I øjeblikket støtter knapt 40 danske faddere Las Lomas Centeret - og de børn, der kommer her.

Hvad går hjælpen til?

På Las Lomas kan børnene efter skoletid lege og få lektiehjælp, få nye kammerater og få styrket deres selvværd. Lærere, socialrådgivere, sundhedsplejerske, læge, psykolog og køkkenpersonale arbejder på centret, og hver dag bliver der serveret mad for børnene.

Børn helt ned til seks måneder får pædagogisk stimulering gennem leg, så de ved seksårsalderen er klar til at begynde i skole. Skolebørnene får hjælp til at lave lektier, og forældrene kan søge rådgivning om alt fra juridiske problemer til psykologhjælp, og hvordan man starter sin egen systue.

På Las Lomas får børn, der ellers aldrig har oplevet at blive hørt, stemme. Her finder de tryghed. Her finder de glæde, overskud og livskraft.

Flytter et fadderskab noget?

AC Børnehjælp besøger jævnligt projekterne. Det gør vores faddere også. Under såvel vores som faddernes besøg fortæller de enkelte børn og deres familier om, hvor afgørende fadderskabet er for dem.

De informationer, vi får hvert halve år i rapporterne, er virkelighed - det ser man, når man besøger projekterne.

Vores partner

Las Lomas Centeret drives af Sociedad Católica San José (SCSJ).

SCSJ har 140 års erfaring med hjælpearbejde. Centret samarbejder med en række andre organisationer og har forbindelser til både lokale og nationale udvalg og ministerier. På den måde kæmper SCSJ for børns rettigheder i hele Bolivia.

Las Lomas for alle i nærområdet

Las Lomas blev oprettet allerede i år 1878 af præsten M.R.P. Rafael. Oprindeligt var det et hjem for gamle og blinde. Men i 1984 skiftede organisationen strategi. Nu skulle hjælpen gives til de mange udsatte børn og deres familier. Centret Las Lomas åbnede et par år efter i nye gule bygninger i Las Lomas bydelen. Et trivselscenter for alle i området.