I Colombias hovedstad Bogotá lever
mere end 10 millioner mennesker, men den pulserende storbys hjerte
banker ikke lige hårdt for dem alle. Alt for mange børn lever i
yderste fattigdom i slumkvarterne syd for byen og på
bjergskrænterne omkring den.
Her er ofte ingen el, vand eller
kloakering, hvilket kombineret med dårlig ernæring, er årsagen til
store sundhedsproblemer. Samtidig hærges slumkvartererne af
ungdomsbander, der værger børn til kriminalitet. Det er desværre
også almindeligt at se børn, der endnu ikke er fyldt 10 år,
afhængige af stoffer.
Børnene får sjældent nok at spise, og
de har ingen udsigt til uddannelse. Deres mødre har hverken råd til
eller erfaring med prævention, og ikke sjældent bliver små
børn låst inde, imens moderen er på arbejde.
Du kan hjælpe
For blot 180 kr. kan
du med et fadderskab sikre et colombiansk barn en meget bedre
barndom eller støtte et dagplejecenter, så fattige mødre slipper
for at låse deres barn inde, når de går på arbejde.
Hvem går hjælpen
til?
Mange af AC Børnehjælps ca. 600
colombianske fadderskabsbørn er børn af enlige mødre, der knokler
for at give dem en bedre fremtid. Ofte har vold præget
familien og måske er der en far, der i afmagt er flyttet
væk.
Socialrådgivere fra Oriéntame arbejder
med den sociale velfærd i familien og med at styrke
mødrenes selvværd og kompetencer. Mødrene får
vejledning i, hvad de skal spise og drikke for at holde sig
sunde. De får rådgivning om familieplanlægning og prævention,
og vores colombianske partner besøger jævnligt familien, så den får
den rigtige hjælp.
Uden støtte får børnene ikke pasning,
uddannelse, bliver syge pga. underernæring og ender ofte i
ungdomsbander.
I øjeblikket støtter AC Børnehjælps
faddere ca. 600 colombianske børn.
Flytter et fadderskab noget?
AC Børnehjælp besøger jævnligt
projekterne. Det gør vores faddere også. Under såvel vores som
faddernes besøg fortæller de enkelte børn og deres familier om,
hvor afgørende fadderskabet er for dem. De informationer vi får
hvert halve år i rapporterne er virkelighed - det ser man, når man
besøger projekterne.
Fadder for et enkelt
barn?
Hvis du vælger at oprette et
fadderskab for et enkelt barn, sikrer du dette barn pasning og
skolegang samt løbende vejledning til hele familien.
Dagplejecenteret Travesuras de
Junior - projektfadderskab
Vælger du at blive projektfadder, går din støtte
til drift af et dagplejecenter, hvor mødrene kan aflevere
deres børn, mens de tager på arbejde. En billig pasningsmulighed
sikrer børnene mad, lægetjek og frem for alt tryghed.
Dagplejecentret hedder Travesuras de
Junior. Det er indrettet i dagplejerens hjem, som er
bygget om for midler doneret af danske sponsorer.
Dagplejemoderen er officielt ansat og er under tilsyn af de
colombianske sociale myndigheder. Staten betaler hendes
løn.
De danske fadderes penge går til meget mere end drift af
dagplejecenteret.
Hvad går hjælpen til på
dagplejecenteret?
Pengene går til:
- Kurser til både dagplejere og børnenes enlige mødre. Fx
kurser om selvværd og forebyggelse af vold i familien. Kurser i
ernæringsrigtig kost, Kurser i at fremstille legetøj af
genbrugsmaterialer.
- Lægeundersøgelser - såvel børnene som deres mødre.
- Mad (ofte dagens eneste måltid for børnene)
- Assisterende dagplejemoder
- Psykologisk bistand til både familien og barnet
- Socialrådgiverbistand
- Medicin til børnene og deres forældre
- Pædagogiske aktiviteter og materialer
Vores partner
Vores fadderskabspartner i Colombia er Fundación Unidad de
Orientación y Asistencia Materna - i daglig tale
kaldet Oriéntame.
I mere end 30 år har Oriéntame hjulpet særligt udsatte
kvinder og børn i Bogotás slum.