Det får du

I udgangspunktet er det dig, der giver, og børnene, deres familier og familiernes lokalområde, der modtager. Men reelt går det også den anden vej.

Hvad får du?

Som fadder får du et andet menneskes livshistorie ind i dit liv. En måske lidt selvbeskuende tilgang til verden må vige for farverigdom, rummelighed, mangfoldighed og ... måske taknemmelighed over, at vi lever i en del af verden, hvor rettigheder er noget, vi har.

Hvert halve år modtager du en rapport om dit fadderbarn og dets familie. Du får indblik i familiens hverdag og de konkrete problemer, de møder i dagligdagen. Du ser tydeligt, hvordan din støtte hjælper familien, og gør dem i stand til, i sidste ende, at bryde deres negative spiral.

En gang om året tilbyder vi at oversætte en hilsen fra dig til dit fadderbarn.

Hvad får dit fadderbarn og dets familie

Familien får aldrig udbetalt penge. Derimod betaler fadderskabet fx for social støtte til barnets familie, barnets dagpleje, skolepenge, lægebesøg, kosttilskud m.m.

Fadderskabet bliver afsluttet, hvis dit fadderbarn og dets familie ikke mere har behov for støtte. Udslusningen vil altid ske i tæt samarbejde og aftale med familien.

Fadderskabet bliver afbrudt, hvis familien ikke lever op til sin del af aftalen.

Hvem er garant for det daglige arbejde med dit fadderbarn?

AC Børnehjælps kompetente og erfarne lokale partnere  - link - tager sig af det daglige sociale arbejde i fadderskabsprojekterne. AC Børnehjælp styrker fortløbende vores partneres kapacitet. Og vi følger op på vores partnerorganisationers arbejde. Fx på om den information du får som fadder stemmer overens med virkeligheden.

Hvor ofte skal du betale?

Det bestemmer du selv. Du kan vælge at betale en gang om måneden, hvert kvartal, hvert halve år eller en gang om året. 

Langt de fleste faddere betaler over PBS, da det er lettest. Derved sikrer du, at ingen børn bliver "glemt".

Kan du give et "gavekort" til en ven på et fadderbarn i fx et år?

Ja, det kan du. Hertil udarbejder vi et gavekort i en fin indpakning.