Skrevet af:KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER SUSANNE DENCKER
"Det, der virkelig gik ind i hjertet på mig på dette kursus, var
historien om "The lucky bed". Der forstod jeg virkelig, hvorfor det
er så vigtigt at snakke med barnet."
Sådan evaluerede en af de 23 kursister AC Børnehjælp og
Pædagoguddannelsen Peter Sabros træningskursus for
børnehjemsplejere i Nepal. Historien var en af de mange
tankevækkende og billedskabende elementer i Susanne Lykke Stein og
Gert Oluf Hansens undervisning. Historien går sådan her:
The lucky bed
I den vestlige del af verden, har vi i de sidste 50 år ændret
syn på, hvordan det lille barn udvikles. Da farmor var barn, var
det en udbredt holdning, at barnet fødtes som en umoden frugt. Når
blot spædbarnet fik næring, renlighed og masser af hvile, ville det
udvikle sig, som det skulle. Det var vigtigt, at spædbørn, der
græd, fik lov til det. De var blot i gang med at træne deres
lunger. Hvis man tog dem for meget op, ville de komme til at skrige
af dårlig vane. Lod man dem ligge, holdt de før eller siden op -
med veludviklede lunger til følge.
Uforklarligt var det derfor, hvorfor børn, der var indlagt
gennem længere tid på hospitaler, overraskende tit døde af selv ret
banale sygdomme. De lå jo i deres senge under de bedste betingelser
og fik tilstrækkeligt med mad, ro, renlighed og regelmæssighed. De
blev ikke forstyrret unødigt af mødre, fædre, søskende og
bedsteforældre, der kælede, krammede og dikkedikkede dem.
Amerikanske forskere undersøgte over en længere årrække børn på
amerikanske hospitaler. En iagttagelse blandt personalet på et
hospital førte til et gennembrud i deres forskning. Personalet
fortalte, at der i hver sovesal var en "lucky bed". Derfra døde
stort set ingen børn. Forskerne forfulgte historien, der
tilsyneladende var sand. Fra én seng i hver sovesal kom børnene
tilsyneladende stærkere fra end fra de andre. Disse "heldige senge"
havde det til fælles, at der ved siden af var placeret en stol, som
personalet kunne holde pause i. Børnene i de heldige senge fik
således markant mere menneskelig kontakt, omsorg, pludren og
stimulation end børnene i de andre senge. Det var det, fandt
forskerne ud af, der særligt bidrog til at styrke netop disse børn
- nærværet og omsorgen fra personalet.
Tilfredshed hele vejen rundt
Det var ikke kun kursisten, som blev rørt af børnene i "The
lucky bed", der havde fået sit arbejdsliv som plejer forandret af
træningskursus i Pokhara. Alle kursister gav udtryk for, at kurset
havde været en stor udviklingsproces for dem:
"Havde jeg ikke haft mulighed for at være med i denne
træning, havde jeg ikke fået barnet, som løb væk fra mig, tilbage
til mig igen."
"Jeg var glad for at lære om at få børn, der er udenfor,
indenfor. Og jeg oplevede, at metoderne virkede i
praksis."
"Vi plejer at være noget strenge i det - nu har jeg lært at
være kærlig og venlig overfor børnene. Det er meget vigtigt for
mig."
Anderledes pædagogik - også på kurset
Kurset var bygget op af lidt teori og en masse praktiske
øvelser. Pædagogikken rimede på ord som anerkendelse, maksimal
involvering og dialog med kursisterne og på at udvikle det,
kursisterne i forvejen kunne og var gode til. For de fleste
nepalesere en lidt underlig undervisningsform, der i starten heller
ikke gik ukommenteret hen:
"Hvorfor skal vi selv forklare, hvad vi synes en god plejer
er, når vi er her for at lære?"
Øvelserne var mange og nogle umiddelbar langt fra børnepleje. Fx
startede kurset med, at kursisterne skulle tegne hinanden uden at
se på papiret imens. Altså var det helt umuligt at komme ud med et
produkt, der var meget andet end kaotiske kruseduller på et papir.
Reaktionen var også blandet - nogle grinede højt og morede sig.
Andre valgte først øvelsen fra, for så alligevel tøvende at kaste
sig ud i udfordringen.
Lettelsen og forståelsen var stor bagefter, da Susanne og Gert
kunne fortælle, at øvelsen ene og alene gik ud på at illustrere, at
når man går i gang med noget nyt - som kursisterne - så bliver det
kaotisk og fyldt af mærkelige kruseduller i starten. Det var
meningen og helt ok.
Andre øvelser fik undervejs en betydning, der havde uendeligt
meget med udsatte børnehjemsbørn og deres liv at gøre. Fx øvelsen
blindebuk. To og to skulle kursisterne føre hinanden rundt med bind
for øjnene. En ubehagelig og også ret skræmmende øvelse, der
handlede om "blind" tillid til ens fører. Flere af kursisterne drog
straks paralleller til børnehjemsbørnenes situation; de er dybt
afhængige af deres plejere, som deres eneste fører. Dét må være
ubehageligt og skræmmende for dem.
Stemningen vendte derfor hurtigt fra mistro til begejstring:
"Jeg har aldrig prøvet sådan en træning før. Med lege og
masser af praktik og sjov. De nepalesiske kurser er meget strenge.
Men her har vi lært på en sjov måde."
Empati!
En af de væsentlige krumtapper i træningen var at øve
professionalisme og empati. Den dygtige plejer skal på alle mulige
og umulige måder forsøge at forstå og hjælpe selv de børn, det er
sværest at forstå og holde af.
Sammen med kursisterne tegnede underviserne følgende
sprogbillede på empati:
"Empati er som at tage en andens sko på - altså føle
personen - samtidig med at man ved, at man ikke er personen. Nogens
sko passer man nemt. Så er der andre menneskers sko, som man
virkelig skal gøre en indsats for at få på."
Det var en flok glade og ambitiøse plejere, der fyldt med
selvtillid og arbejdsglæde returnerede tilbage til dem, det hele
drejer sig om: Børnene på børnehjemmene.
FAKTA:
Træningskurset af børnehjemsplejere i Pokhara i Nepal blev
afviklet som et samarbejde imellem AC Børnehjælp,
Pædagoguddannelsen Peter Sabro i Århus og NGO'en Children Nepal i
Nepal.
Kurset er sponsoreret af Edith & Godtfred Kirk
Christiansens Fond.