Kan du ikke høre, skal du ikke ses!
I Addis Ababas fattige slumkvarterer betragter man døve børn som
guds straf til familien. Derfor skammer forældrene sig og gemmer
børnene væk i hjemmet. De har ingen at tale med, fordi familien
ikke kan tegnsprog, og de lever adskilt både fra omverdenen og fra
livet. De bliver frataget deres muligheder for at udvikle og
uddanne sig. De lærer ikke at klare sig selv og er afhængige af
deres familier. De får ikke indflydelse på eget liv.
De døve børn er ikke en integreret del af lokalsamfundet, og
deres behov er ikke anerkendt af myndighederne. Der findes
døveskoler i Addis Ababa, men kvaliteten af undervisningen er ikke
god, og skolerne fokuserer heller ikke på at gøre børnene
livsduelige.
Det døve barn har ret til hjælp, omsorg og læring, så det får
mulighed for at leve et indholdsrigt og aktivt liv.
Hele familien skal lære tegnsprog
AC Børnehjælp sikrer, at de døve børn får et sprog, så
de kan få et liv. Og nok så vigtigt - vi sikrer, at de døves
børns familier får tilbud om også at lære tegnsprog. Det er
altafgørende for familierne, at de kan tale sammen. Det betyder for
barnet, at det bliver en del af familien. Det betyder for
forældrene, at de får mulighed for at tage forældreansvar og give
barnet en tryg og udviklende opvækst. Sideløbende støtter vi også
familierne socialt.
Vi samarbejder med fem døveskoler i Addis Ababa. Projektet skal
hjælpe skolerne til at blive gode og effektive, og sammen skal vi
udvikle modeller for, hvordan vi integrerer de døve børn i
lokalsamfundet.
Vi skal formidle vores viden
Oplysning til de døves familier og omgivelser er også en del af
projektet. Vi vil
- oplyse om de døves muligheder
- fortælle forældrene, det er vigtigt, at deres barn går i
skole
- oplyse om årsager til og forebyggelse af døvhed
- sætte de døve børn på dagsordenen hos de lokale
myndigheder
Vi ved, at jo tidligere vi får kontakt med de døve børn, desto
bedre er det. Vi skal ud i slummen og finde dem, mens de er helt
små. Det er svært, men finder vi dem ikke, kan vi ikke hjælpe dem.
Derfor er vi afhængige af et samarbejde med myndighederne, så
politi, sundhedspersonale og præster spotter børnene og oplyser
forældrene.
Når projektet er slut
Undervejs i projektet finder vi den bedste måde at hjælpe
børnene på, så døveskolerne med redskaber, der virker, kan hjælpe
endnu flere børn og deres familier i fremtiden. Vi skal også skabe
en god kontakt til myndighederne, der skal give børnene og skolerne
støtte og opbakning, når projektet er slut.
Samarbejdspartner med faglig viden
Vi arbejder tæt sammen med vores partner i Etiopien, Sign
Language Training and Social Service Association (SLTSSA). De har
en stor viden om tegnsprogsundervisning og mobilisering af døve og
deres familier. De har ligesom AC Børnehjælp fokus på, at hele
familien bør inddrages i arbejdet med at skabe bedre vilkår for de
døve børn. Det er SLTSSA, der har den daglige kontakt med børnene,
skolerne og myndighederne.
Mere af det, der virker
Vores projekt er meget veldokumenteret. Det bygger på erfaringer
fra et tidligere projekt, Tal med de døve, som viste os, hvordan
der er behov for at arbejde videre med de døve børns vilkår i Addis
Ababas slumkvarterer. Vi ved at
- det er afgørende, at børnene bliver integreret i deres familier
og i lokalsamfundet
- tidlig indsats skaber bedre resultater
- det er vigtigt med oplysning
925 børn får bedre vilkår
Projektet omfatter 925 hørehæmmede børn og deres 4600
familiemedlemmer. Vi deler også vores viden med skoler, offentlige
myndigheder og andre, så mange flere på sigt får glæde af vores
projekt. Derudover vil omkring 550.000 mennesker modtage vores
budskaber om de døve børns vilkår.
Hvornår får børnene hjælp?
Projektet Inkludér de døve afvikles i perioden august 2009 -
marts 2012.
Budget
Projektet har et budget på knap 3 millioner kroner og er
finansieret af Danida.