AC Børnehjælp arbejder for, at fattige og udsatte børn kan vokse
op i en tryg og kærlig familie.
Socialt arbejde er vores vigtigste redskab
Helhedsorienteret udviklingsarbejde, hvor familierne støttes
socialt, gør en forskel. Vi fokuserer på uddannelse, sundhed og
indkomstgenererende aktiviteter. Vi inddrager altid børnene og
familierne aktivt som medansvarlige for at ændre deres liv. Vi
lægger også vægt på de lokale myndigheders ansvar for, at børn skal
vokse op i en familie præget af omsorg, tryghed og kærlighed.
Børns indflydelse på eget liv
Børn har ret til at have indflydelse på de beslutninger, der
bliver taget om deres liv. Den ret kæmper vi for at sikre. Vi
er i dialog med lokalsamfund, institutioner, organisationer, lokale
myndigheder og andre, der påvirker barnets og familiens vilkår.
En styrket partner er en god partner
Vi gør en stor indsats for at styrke vores lokale
samarbejdspartneres kompetencer og kapacitet. Det er partnerne, der
konkret udfører vores projekter og har den daglige kontakt med
børnene og familierne. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper
partnerne til at blive så dygtige som muligt.
AC Børnehjælp har fagligheden i ryggen
Sammen med partnerne udvikler vi hele tiden nye metoder til
socialt arbejde i udviklingslandene, og vi deler vores viden og
erfaring med hinanden. Projektafdelingen har samlet og dokumenteret
bred erfaring gennem mange år, og lige så længe har vi arbejdet tæt
sammen med VIA, Pædagogisk-Socialfaglig Højskole. Det giver en
værdifuld faglig ballast.